Beskatning af personalegoder i Danmark og Sverig
Har I ansatte, der arbejder i Danmark og Sverige? Få overblik over, hvor personalegoder skal beskattes, hvordan Øresundsaftalen påvirker beskatningen, og hvilke regler der gælder i Danmark og Sverige.

Hvornår skal personalegoder beskattes?
Personalegoder er løn, der ikke udbetales kontant, fx fri bil, computer eller forsikringer. Som udgangspunkt beskattes personalegoder i arbejdslandet.
Vælg den situation, der passer til jeres medarbejder, nedenfor.
Hvis du som dansk arbejdsgiver giver en medarbejder et personalegode, skal det beskattes i Danmark, hvis medarbejderen arbejder i Danmark, eller hvis medarbejderen er omfattet af Øresundsaftalen.
Personalegoder sidestilles som udgangspunkt med løn og er derfor skattepligtige. De værdiansættes som regel til markedsværdien, men der findes enkelte undtagelser, hvor personalegoder er skattefrie.
Se vores side om distance- og hybridarbejde
Se vores side om skat for ansatte i eller fra Sverige
Læs om personalegoder på skat.dk
Personalegoder, der ikke er skattepligtige
Følgende personalegoder er som udgangspunkt ikke skattepligtige:
- parkeringsplads eller Brobizz, som medarbejderen bruger i forbindelse med arbejdet
- visse sundhedsudgifter, som arbejdsgiveren betaler i forbindelse med behandling af sygdom eller ulykke
- uddannelsesudgifter, som arbejdsgiveren betaler, og som er relevante for arbejdet.
Medarbejderen skal som udgangspunkt heller ikke betale skat af privat brug af en arbejdscomputer.
Se regler for beskatning af computer, internet og mobiltelefon på skat.dk
Hvis medarbejderen udelukkende arbejder i Sverige, beskattes personalegodet som udgangspunkt i Sverige.
Hvis medarbejderen arbejder både i Sverige og Danmark, og ikke er omfattet af Øresundsaftalen, fordeles beskatningen af personalegodet mellem de to lande ud fra, hvor arbejdet er udført. Værdien beregnes efter de danske regler for den del, der beskattes i Danmark, og efter de svenske regler for den del, der beskattes i Sverige.
Et personalegode er som udgangspunkt skattepligtigt, medmindre det fremgår af Skatteverkets regler, at det er skattefrit. Personalegodet værdiansættes som regel til markedsværdien og sidestilles med kontant løn.
Hvis medarbejderen selv har betalt en del af et skattepligtigt personalegode, nedsættes den skattepligtige værdi med det beløb, medarbejderen har betalt.
Hvis medarbejderen er socialt sikret i Sverige, skal værdien af personalegodet indgå i grundlaget for arbejdsgiverbidrag. Du skal også indeholde forskudsskat af medarbejderens løn og indbetale den til Skatteverket.
Se vores side om registrering som arbejdsgiver i Sverige
Eksempel: når Øresundsaftalen gælder
En person bor i Sverige og er ansat i en dansk virksomhed. Personen arbejder 40 % i Sverige og 60 % i Danmark og er derfor omfattet af Øresundsaftalen.
Personen har en dansk firmabil. Hele værdien af fri bil beregnes efter de danske regler og beskattes i Danmark.
Eksempel: når Øresundsaftalen ikke gælder
En person bor i Sverige og er ansat i en dansk virksomhed. Personen arbejder 60 % i Sverige og 40 % i Danmark og er derfor ikke omfattet af Øresundsaftalen.
Personen har en dansk firmabil. 40 % af værdien af fri bil beregnes efter de danske regler og beskattes i Danmark. De resterende 60 % beregnes efter de svenske regler og beskattes i Sverige.
Den eneste undtagelse er, hvis det kan dokumenteres, at personalegodet udelukkende er knyttet til arbejde udført i ét af landene. I så fald beskattes hele værdien i det pågældende land.
Eksempler på personalegoder i Sverige
- Arbejdstøj og arbejdsredskaber, som medarbejderen også kan bruge privat
- Bil
- Bolig
- Forsikringer
- Gaver
- Husholdningsydelser (Rot och rut)
- Sygepleje
- Kost
- Computer
- Personalepleje, motion og helseprodukter
- Rabatter, bonus, personaleoptioner og lån
- Rejser
Yderligere information
Hvis du har spørgsmål om beskatning af personalegoder i Danmark og Sverige, er du velkommen til at kontakte Øresunddirekts skatteeksperter for at få vejledning.
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Når du skal rekruttere medarbejdere fra Sverige
Der er en række ting, man bør tage højde for, når man vil rekruttere en ny medarbejder fra Sverige.
Vi kan hjælpe dig
Du kan få omkostningsfri hjælp med dine spørgsmål omkring at etablere eller drive business på tværs af Øresund. Se nedenstående muligheder:
Huskeliste til din svenske medarbejder
Se hvilke trin din nye svenske medarbejder skal igennem for at få udbetalt sin danske løn.