Indkomstskat for arbejde i Danmark
Hvad skal din virksomhed foretage sig?
Når du ansætter en medarbejder, der bor i Sverige, skal du eller din medarbejder i kontakt med Skattestyrelsen.
Skattestyrelsen udfærdiger skattepersonnummer og forskudsopgørelse/skattekort, når de har modtaget onlineansøgningen (blanket 04.063 EN/DK).
Find her blanket 04.063 EN/DK på skat.dk og ansøg online
Det er også muligt at sende blanketten via Skattestyrelsens kontaktformular eller med almindelig post (adressen findes på blanketten). Husk at vedhæfte dokumentation. Hvis du vil sende blanketten via Skattestyrelsens kontaktformular skal du bruge nedenstående link:
Gå til skat.dk's engelske kontaktside
- Hvis medarbejderen endnu ikke har et dansk personnummer, skal medarbejderen vælge "Alternatively, send an email: without logging on", derefter vælg ”Tax registration upon arrival to Denmark” og send blanketten som en vedhæftet fil og de nødvendige dokumentationer.
- Hvis medarbejderen allerede har et dansk personnummer fra tidligere registreringer i Danmark, skal medarbejderen logge på, og derigennem sende blanketten og de nødvendige dokumentationer.
Dette skal vedhæftes i onlineansøgningen
- En kopi af pas (siden med foto) eller et nationalt ID-kort, for- og bagside, der er udstedt af Polismyndigheten (kørekort accepteres ikke).
- En kopi af dansk opholds- og arbejdstilladelse, hvis medarbejderen ikke er statsborger i EU/EØS eller Schweiz.
- En kopi af medarbejderens svenske personbevis.
- En kopi af familiebevis (vielsesattest), hvis medarbejderen er gift.
Et personbevis/familiebevis kan medarbejderen skaffe på skatteverket.se eller få en udskrift direkte hos Skatteverket hos Øresunddirekts Informationscenter på Hjälmaregatan 3 i Malmø. Det er også muligt, at få Skatteverket til at sende et almindeligt brev hjem til medarbejderen med et personbevis/familiebevis.
Bestil et personbevis på Skatteverkets hjemmeside
Ventetid
Skattestyrelsen kan først udstede et skattepersonnummer til din medarbejder tidligst 21 dage før din medarbejders første arbejdsdag. Derefter kan din medarbejder forvente nogle ugers ventetid. Din medarbejderes danske skattepersonnummer og forskudsopgørelse sendes med brev hjem til medarbejderen. Skattestyrelsen behandler ikke ansøgninger, hvis der er mere end 60 dage til første arbejdsdag.
Skat ved hjemmearbejde/distancearbejde
Hvis dine medarbejdere arbejder hjemmefra tæller dette som arbejde udført i bopælslandet. Dette kan derfor have påvirkning på, hvor medarbejderen er skatteskyldig.