Torsdag d. 12. december har vi åbent fra 10:00-12:00 https://www.oresunddirekt.dk/dk/saerlige-aabningstider

StoryHunts digitale fortællinger er nået til Sverige

Den danske start-up-virksomhed StoryHunt inviterer brugere på interaktiv skattejagt i virkeligheden. Succesfulde projekter med flere turist- og destinationsselskaber i Danmark har nu bragt virksomheden til Sverige, hvor man bl.a. har landet en aftale med verdens største e-sports-organisation. Vi har spurgt StoryHunt om, hvordan man som iværksætter tager turen over sundet til Sverige.
Print

Yassin Achiban er CMO og medstifter af StoryHunt. Foto: Joel Jonsson

StoryHunt er en dansk start-up, som udvikler teknologi til interaktive podcast, som giver brugeren mulighed for at bevæge sig rundt i virkelige omgivelser med en lokal guide på sin telefon. Som en slags digital skattejagt, kan man eksempelvis opleve flere af Københavns historiske bro-kvarterer eller gå i fodsporene på store danske personligheder, såsom H.C. Andersen og Dan Turéll.

"I stedet for at mødes med en traditionel guide, som fysisk guider og fortæller dig om byens historier, så har vi digitaliseret processen, så man kan gøre det på ens egen tid og ens egne præmisser." Fortæller Yassin Achiban, CMO og medstifter af StoryHunt.

Sammen med CEO Mathias Mølgaard og CTO Louis Amhild var han i 2018 med til at stifte StoryHunt. Som mange andre start-ups udsprang StoryHunt oprindeligt fra en klassisk ”bootstrap”-tilgang, hvor man med begrænset kapital tilmeldte sig forskellige projekter og konkurrencer. StoryHunt har sidenhen lagt på med en række investorer i ryggen, og har i dag skabt et solidt fundament baseret på en række projekter med destinationsselskaber rundt omkring i Danmark, heriblandt Copenhagen Visitor Center, Visit Aalborg og Visit Odense.

”Vores primære forretning henvender sig til destinationsselskaber, men i takt med at vi har udviklet os, har vi begyndt at kigge i nye vertikaler. Heriblandt store events og konferencer, hvor byens kernefortælling skal være med til at styrke relationen mellem begivenheden og det lokale miljø. Og det er der, hvor vi kommer ind.” Forklarer Yassin.

StoryHunt bruges via en map-baseret app på din telefon. Foto: StoryHunt

Aftale med verdens største esports-organisation i Sverige

En af de organisationer, som har fået øjnene op for StoryHunts digitale fortællinger, er intet mindre end verdens største esports-organisation: DreamHack. Den svensk-amerikanske organisation arrangerer bl.a. store LAN-events i Sverige, hvor 50.000 mennesker samles for at spille online mod hinanden.

Her er StoryHunt blevet hyret ind til at forbinde det digitale univers med den virkelige verden:

”Det er kæmpestort for os. DreamHack og det lokale destinationsselskab har haft en interesse for at fastholde de her gamers i et gaming-univers, og samtidig også guide dem ned forbi byen. Der skal vi ind og levere vores service, som er at give folk nogle gode fortællinger og nudge dem i nogle forskellige retninger.” Fortæller Yassin om samarbejdet, hvor StoryHunts digitale fortællinger skal være med til at lokke gæsterne ud i de lokale omgivelser. Her peger han på, at StoryHunt og esport passer naturligt sammen i form af deres digitale natur.  

 

Fik en hjælpende hånd fra Udenrigsministeriet

Udover DreamHack, har StoryHunt også landet aftaler med Visit Linköping og Destination Jönköping i Sverige. Og det er ikke helt tilfældigt, at StoryHunt har valgt at forfølge diverse muligheder på den anden side af sundet:

Vi valgte Sverige ud fra en klassisk internationaliseringsmodel, hvor man starter med nærområderne, fordi det er der, de her ”entry barriers” er lavest. Og derefter kan man bevæge sig mere ud, rent organisk.

Yassin Achiban, CMO og medstifter af StoryHunt

”Så vi kigger mod Norden først, men fordelen ved at være en ung virksomhed er også, at vi kan operere agilt, og hvis der lander noget i vores turban, så forfølger vi selvfølgelig det.”

Mange af StoryHunts projekter er desuden kommet på plads i en periode med global pandemi og grænsehindringer. Og læg dertil de kulturelle forskelle mellem Danmark og Sverige, som ofte bekymrer mange erhvervsdrivende fra at tage springet til et nyt land.

”Jeg er eksempelvis ikke særlig god til at forstå svensk, og i en forretningskontekst er der meget der kan ryge ’lost in translation’.” Erkender Yassin, som understreger, at StoryHunt har stødt på en del udfordringer ved bl.a. produktion og kommunikation på et nyt marked.

Heldigvis fik vi noget hjælp til det hele. Vi fik kontakt til The Trade Council (Udenrigsministeriets handelsråd), som gav os indledende sparring på, hvad det vil sige at internationalisere sig: Alle de her overvejelser omkring kultur, politik, bureaukrati.”

”De klædte os godt på til det svenske marked, og gav os en lokal repræsentant fra den danske ambassade, som hjalp med at lave planen for os.” Forklarer Yassin, som hurtigt lurede værdien i at have en lokal samarbejdspartner:

”Der kan godt ligge en barriere i at skulle sælge til et nyt marked i forhold til sproget, og her kunne vi hurtigt se værdien i, at have en som havde ’the native tongue’ og kunne tale svensk. Her har Trade Council sparket døren ind til en række svenske virksomheder, som vi sidenhen har holdt en række møder med. Vi har stadig mange i pipelinen, som vi forhåbentlig kan konvertere til kunder på et tidspunkt.”

Oplev bl.a. de svenske byer Linköping og Jönköping via StoryHunts interaktive podcasts. Foto: StoryHunt

Stort potentiale i den svenske turismebranche

StoryHunts rejse over Øresund har indtil videre givet en række internationale leads og mulige samarbejdspartnere for den danske virksomhed. Og Yassin understreger også, at det svenske marked indeholder en række muligheder for virksomheder i turismesektoren:

”Det er mit generelle indtryk, at Sverige har rigtig meget at byde på indenfor vores branche. Organisationerne er store og samarbejdsvillige, hvilket har åbnet en del døre for os.” Påpeger Yassin og fortsætter:

”Det har gjort det nemt for os at etablere os i Sverige, på trods af, at vi i perioder ikke har været til stede lokalt, og derfor har været nødt til at lukke de fleste aftaler online.” Fortæller Yassin om StoryHunts indtog på det svenske marked under en coronapandemi. Derfor er han også klar på spørgsmålet om andre burde følge i StoryHunts fodspor:

”Det er en klar anbefaling, specielt hvis du arbejder inden for turisme-området!”

Tre gode tips - For dig der vil etablere dig i Sverige

- fra Yassin Achiban, CMO i StorHunt

1:

Tag fat i en samarbejdspartner

”Første tip er helt sikkert at tage fat i en samarbejdspartner. Vi kan klart anbefale Trade Council, og Den Danske ambassade i Stockholm, som har været en stor hjælp. Tag fat i dem! Der var her, vi fik al den indledende viden om kultur, marked osv. Det kendskab har de, og der er ikke nogen grund til, at du skal sidde og opfinde den dybe tallerken selv. Gå i stedet ud og opsøg de mennesker der ved det, og der ved det bedre end dig selv.”

2:

Find en ”native tongue”

”Hvis du skal ud på et nyt marked, er det vigtigt at sikre dig en der kan sproget. Selv om man i mange tilfælde skulle tro, at det var fint at tale dansk og svensk mellem de to lande, så kan det give udfordringer. Og det der med, at man kan tale sammen uden at risikere at skulle lægge engelsk ovenpå, det betyder meget i en salgsproces. Det kan derfor klart anbefales at enten finde nogle lokale salgsrepræsentanter, konsulenter eller ansætte en anden lokal person fra landet.”

3:

Land et par logoer inden etablering

”Det tredje råd er at gå efter at finde to-tre logoer (kunder) i det nye marked, som du vil ind i. Det giver et godt udgangspunkt for at etablere sig mere fast i det nye land efterfølgende. Vores strategi har været at lande de to første kunder herhjemmefra, og derefter ”double down” ved at sende et team derhen og etablere et kontor på sigt. Det er et væsentligt større marked i Sverige, og hvis man skal kunne rumme det, skal man have nogle fodsoldater på plads.”

Faktaboks: StoryHunt

  • StoryHunt stiftedes i 2018 under det tidligere navn ”Motes”. Virksomheden har kontor i indre København og tæller i dag et team på 8 medarbejdere, herunder en række udviklere og UX-designers.

 

  • StoryHunt udvikler teknologi til interaktive podcasts, som giver dig mulighed for at tage en digitalt guidet tur i virkelige omgivelser.

 

  • StoryHunt har indgået en række partnerskaber og projekter i Sverige, med blandt andet Visit Linköping, Destination Jönköping og ikke mindst DreamHack, som er verdens største e-sports-organisation.

 

  • StoryHunt håber på at kunne etablere et kontor i Sverige på sigt. I fremtiden håber man desuden på at kunne udvikle porteføljen af lande til bl.a. Norge, Tyskland, Storbritannien.

 

Læs mere om StoryHunt

Simple Feast brugte Sverige som springbræt ud i verden

Simple Feast har udviklet sig til at være en populær grøn måltidsløsning – ikke bare i Danmark, men også udenfor landets grænser. En succesfuld etablering i Sverige baner vejen til større globale markeder.

Støttes af