Guide til momsregistrering i Sverige
Sælger jeres virksomhed momspligtige varer eller ydelser i Sverige? Få overblik over, hvornår I skal momsregistreres, hvordan registreringen foregår, og hvad I skal gøre bagefter.
Skal virksomheden momsregistreres i Sverige?
Hvis jeres danske virksomhed sælger momspligtige varer eller ydelser i Sverige, skal den som udgangspunkt momsregistreres i Sverige. Det gælder, uanset om virksomheden har fast driftssted i Sverige eller ej.
Som udgangspunkt skal virksomheden momsregistreres, hvis I sælger til privatpersoner (B2C) eller omsætter varer og ydelser i Sverige. Den generelle momssats er 25 %, men nogle varer og ydelser er omfattet af en momssats på 12 % eller 6 %, mens andre er momsfritaget.
Hvis jeres virksomhed sælger varer til en momsregistreret virksomhed i Sverige, behøver I som udgangspunkt ikke momsregistreres. I stedet er det køberen, der skal angive og betale momsen efter reglerne om omvendt betalingspligt.
I skal angive køberens momsregistreringsnummer på fakturaen og oplyse, hvorfor der ikke er opkrævet moms.
Vær opmærksom på, at virksomheden i visse tilfælde stadig skal momsregistreres i Sverige, selvom den ikke skal betale svensk moms.
Læs om momssatser og fritagelse fra moms hos Skatteverket
Læs om momsregler for udenlandske virksomheder hos Skatteverket
Sådan momsregistrerer I virksomheden i Sverige
I skal momsregistrere virksomheden, så snart I begynder at sælge momspligtige varer eller ydelser i Sverige. Driver I flere virksomheder, skal de som udgangspunkt registreres hver for sig.
I registrerer virksomheden ved at udfylde blanket 4632, som skal printes, underskrives og sendes til det svenske skattevæsen, Skatteverket. Blanketten skal bl.a. indeholde virksomhedens danske momsnummer eller CVR-nummer.
Når virksomheden er momsregistreret, modtager I en registreringsbekræftelse med virksomhedens svenske momsregistreringsnummer (VAT-nummer).
Læs om momsregistrering for udenlandske virksomheder hos Skatteverket
Hent blanket 4632 til momsregistrering hos Skatteverket
Hvad sker der efter momsregistreringen?
Når virksomheden er momsregistreret, sender Skatteverket en momsdeklaration, som I skal udfylde med oplysninger om moms og sende retur til Skatteverket. Momsdeklarationen kan også hentes på Skatteverkets hjemmeside og indsendes med post eller digitalt, hvis I har svensk BankID.
Når I registrerer virksomheden, vælger I, om momsen skal deklareres hver måned, hvert kvartal eller én gang om året. Det afhænger af virksomhedens omsætning.
Hent momsdeklarationen hos Skatteverket
Tilbagebetaling af moms
Hvis virksomheden ikke er forpligtet til at være momsregistreret i Sverige, kan I søge om at få refunderet moms, som virksomheden har betalt af varer og ydelser købt i Sverige. I kan indsende ansøgningen via TastSelv Erhverv på skat.dk.
Læs om momsrefusion på skat.dk
Yderligere information
Skatteverket tilbyder gratis webinarer om moms, hvor I kan få svar på spørgsmål om momsregistrering og momsbetaling.
Skatteverket har også medarbejdere på Øresunddirekts informationscenter i Malmø, som kan hjælpe med spørgsmål om moms.
Se programmet for Skatteverkets webinarer
Se Skatteverkets informationsvideo om moms i Sverige på Vimeo
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Guide – når du skal etablere din virksomhed i Sverige
Der er mange ting at tage højde for, når du vil etablere en virksomhed i et andet land.
Simple Feast brugte Sverige som springbræt ud i verden
Simple Feast har udviklet sig til at være en populær grøn måltidsløsning – ikke bare i Danmark, men også udenfor landets grænser. En succesfuld etablering i Sverige baner vejen til større globale markeder.