Bliv klogere på social sikring på øresundsvejledningen

D. 20-05-2021
På øresundsvejledningen har du og din virksomhed mulighed for at møde forskellige repræsentanter fra svenske myndigheder, som hver især kan give værdifulde tips, informationer og vejledning. En af disse repræsentanter er Henrik Malmquist fra Försäkringskassan, som introducerer dig til de svenske social sikrings-regler.
Print

Henrik Malmquist fra Försäkringskassan hjælper borgere og virksomheder med bl.a. social sikring i både Danmark og Sverige på øresundsvejledningen.

Henrik Malmquist har netop fejret 20-års jubilæum på den svenske Försäkringskassan, hvor han de seneste 13 år har arbejdet med at bedømme, hvorvidt folk er egnet til social sikring i Sverige. Han kender om nogen til processerne bag social sikringen, som er en vigtig del af det svenske velfærdssystem. Siden 2016 har han delt denne viden med privatpersoner og virksomheder i Øresundsregionen, som en del af Øresunddirekt, bl.a. via virksomhedsmøder på øresundsvejledningen.

Øresundsvejledningen er et gratis tilbud til dig der driver, eller ønsker at drive, virksomhed i Øresundsregionen. På øresundsvejledningen har du mulighed for at blive introduceret til de vigtigste regler og love på begge sider af sundet, og få vejledning ud fra din og din virksomheds specifikke situation. Udover Henrik og Försäkringskassan vil du også kunne møde to virksomhedsvejledere, samt repræsentanter for Skatteverket og Arbetsförmedlingen.

Dette skaber, ifølge Henrik, en god dynamik på mødet, hvor en række kompetencer bliver stillet til rådighed for virksomheden og dens ejere. Og det handler bare om at udnytte det, mener Henrik, som anbefaler, at man sætter sig grundigt ind i reglerne, hvis man overvejer at starte virksomhed på den anden side af Øresund:

 

”Hvis man skal drive virksomhed i både Danmark og Sverige, skal man være grundig i sin research om, hvad der gælder i de specifikke lande, inden man går i gang med sine planer. Mulighederne er mange, men man må ikke glemme, at der er tale om to forskellige lande med forskellige love og regler, som kan blive aktuelle.” – Siger Henrik Malmquist, repræsentant for Försäkringskassan på Øresunddirekt.

 

Og nogle af de spørgsmål, som virksomheder ofte støder på, når de forsøger at etablere sig i Sverige, er angående social sikringen, hvis regler afhænger af, hvilket land arbejdet er udført i. Hvis din virksomhed eksempelvis har ansatte, der udfører arbejde i Sverige, er det svenske regler der gælder, uanset om virksomheden har hovedkontor i Danmark. I dette tilfælde skal du som virksomhed betale svenske arbejdsgiverafgifter, som adskiller sig fra det danske AM-bidrag. Derfor kan det ifølge Henrik være en god idé at få professionel vejledning:

 

”Dansk og svensk social sikring finansieres på helt forskellige måder. Dansk social sikring kan for virksomheder opfattes som billig, mens at svensk social sikring derimod ofte opfattes som værende dyr. Hvor, hvordan og under hvilken virksomhedsform arbejdet udføres under, påvirker alt sammen, i hvilket land virksomhedsejeren og/eller personalet er socialt sikret. Derfor er det vigtigt, at virksomheder tager stilling til den sociale sikring, hvis man driver virksomhed på tværs af Øresund.” Fortæller Henrik, som opfordrer specielt mindre virksomheder til at tage imod tilbuddet om øresundsvejledning.  

 

Hvis man først har styr på reglerne ved etablering i det pågældende land, så slipper man for potentielt dyre og besværlige møder med myndighederne. I stedet kan man få lov at nyde en region fuld af muligheder og potentiale for virksomheder:

 

”Der findes en voksende interesse for at drive virksomhed i Øresundsregionen, men der burde være mere. Regionen tilbyder en masse muligheder og potentiale for langt de fleste virksomheder.” afslutter Henrik.

 

Faktaboks: Social sikring under coronapandemien

Bemærk, at hjemarbejde under corona/covid-19 ikke påvirker din sociale sikring.

Grundet den øgede mængde hjemarbejde under corona-pandemien, har Udbetaling Danmark og Försäkringskassan blevet enige om en undtagelse ift. reglen om hvilke land øresundspendlere er socialt sikret i, samt hvilket land arbejdsgiveren skal betale arbejdsgiverbidrag til.

Undtagelsen gælder eksempelvis, hvis din medarbejder er bosat i Danmark og arbejder i Sverige – eller omvendt – men grundet corona/covid-19 har været nødsaget til at arbejde hjemmefra. I dette tilfælde påvirkes den sociale sikring i arbejdslandet ikke.

Bemærk, at undtagelsen kun gælder, hvis medarbejderen har øget hjemarbejde pga. coronavirus/covid-19. Undtagelsen gælder derfor ikke, hvis medarbejderen eksempelvis starter i nyt job hos en ny arbejdsgiver eller som selvstændig.

 

Vil du vide mere om Øresundsvejledningen og hvordan du booker et møde? Så læs mere her

Støttes af