Samtidigt arbejde i Danmark og Sverige

Seneste opdateret 27-04-2023
I hvilket land dine ansatte er socialt sikret i, afhænger af, hvor de fysisk udfører deres arbejde. Hovedreglen er, at ansatte er socialt sikret i arbejdslandet.
Print

Som arbejdsgiver skal du dog være opmærksom på, at hvis en ansat udfører arbejde i både Sverige og Danmark, kan den sociale sikring blive flyttet over på bopælslandet. Dette kan eksempelvis have betydning for medarbejdere, der arbejder i to lande, og bor i Sverige.

 

Svensk bosatte medarbejdere, der arbejder i både Danmark og Sverige

En svensk-bosat medarbejder er socialt sikret i Danmark, så længe hun eller han udelukkende arbejder i Danmark. Men ved arbejde i begge lande kan den sociale sikring risikere at blive flyttet over til bopælslandet. Situationen opstår f.eks., hvis medarbejderen skal arbejde hjemme i mere end 25 procent af arbejdstiden, eller hvis hun eller han har et andet arbejde, som udføres i Sverige i mere end 25 procent af den totale arbejdstid.

Hvis medarbejderens sociale sikring bliver flyttet over til Sverige, indebærer det, at du som dansk arbejdsgiver skal betale sociale afgifter i Sverige. Bemærk at det har betydning, om du som dansk arbejdsgiver har et fast driftssted i Sverige eller ikke har noget fast driftssted i Sverige.

 

Læs mere på Skatteverkets hjemmeside her | Skatteverket

 

I hvilket land er din ansatte socialt sikret?

Hvis du har en svensk bosat medarbejder, som skal have mulighed for at arbejde i Sverige noget af tiden, for eksempel ved hjemmearbejde, eller tager et bijob i Sverige ved siden af ansættelsen i din virksomhed, betyder det, at hun/han arbejder i to lande. Hun/han skal ansøge om attest A1 ved at kontakte myndigheden i det land, han eller hun bor. I Sverige er det Försäkringskassan og i Danmark er det Udbetaling Danmark.

Hvis den ansatte arbejder mindre end 25 procent af tiden i bopælslandet, og det sker på regelmæssigt grundlag, er han/hun socialt sikret i det land, som arbejdsgiveren har hjemsted.

Hvis den ansatte arbejder mere end 25 procent af tiden i bopælslandet, er han/hun socialt sikret i det land, han eller hun bor i.

Du kan lave en aftale med den ansatte, der fastslår at hun/han selv skal indbetale den svenske arbejdsgiverafgift ved samtidigt arbejde i Sverige. Hvis din virksomhed har indgået en sådan aftale med en ansat, kan hun/han få fradrag for arbejdsgiverafgiften i sin danske selvangivelse. Både den danske Udbetaling Danmark, Skattestyrelsen, det svenske Skatteverket og den svenske myndighed Försäkringskassan skal have at vide, at aftalen er indgået. Kontakt Försäkringskassan på Øresunddirekts Informationscenter i Malmø for yderligere information omkring dette. En anden mulighed er at indgå en aftale med medarbejderen om, at hun/han ikke arbejder i Sverige så længe ansættelsen i din virksomhed varer.

Dispensation

Du som arbejdsgiver kan søge om dispensationsammen med din ansatte. Du søger altså om dispensation fra reglen om at den ansattes sociale sikring flyttes fra arbejdslandet til bopælslandet ved arbejde i begge lande. Du skal søge om dispensation i det land, den ansatte ønsker at tilhøre. I Danmark er det Udbetaling Danmark og i Sverige er det Försäkringskassan. Hvis både Udbetaling Danmark og Försäkringskassan godkender dispensationen, kan den ansatte fortsat være socialt sikret i Danmark, og du som arbejdsgiver skal betale danske sociale afgifter.

Beslutninger om dispensation bliver truffet individuelt i hver sag af Udbetaling Danmark og Försäkringskassan.

 

Yderligere information

Kontakt Udbetaling Danmark for mere information om dispensation. Kontakt Försäkringskassan på Øresunddirekts Informationscenter i Malmø for mere information omkring arbejde for forskellige arbejdsgivere.

 

Kontakt Försäkringskassan på Øresunddirekt

Fandt du denne information relevant?

Vil du uddybe dit svar?

Tak for dit svar.

Vi kan hjælpe dig

Du kan få omkostningsfri hjælp med dine spørgsmål omkring at etablere eller drive business på tværs af Øresund.

Se nedenstående muligheder:

Støttes af