Danske virksomheder mangler hænder – potentialet for rekruttering i Sverige er stort
Danske virksomheder oplever i øjeblikket store rekrutteringsudfordringer, mens ledigheden på den anden side af Øresund fortsat er høj. Det åbner for oplagte muligheder for at tænke mere grænseoverskridende i rekrutteringen.
I en analyse fra Greater Copenhagen peges der på det store matchningspotentiale mellem danske virksomheders behov og den arbejdskraft, der er tilgængelig i Skåne. Ifølge analysen er der især gode muligheder for at rekruttere svenske medarbejdere inden for f.eks. finans/økonomi, handel/service, data/systemvidenskab og bygge- og anlægssektoren.
Sådan gør du i praksis:
Svenske statsborgere har ret til at arbejde i Danmark uden arbejdstilladelse, men som arbejdsgiver skal du være opmærksom på nogle særlige forhold, når du rekrutterer på tværs.
Når det gælder jobannoncering, kan du overveje at benytte svenske jobportaler såsom Platsbanken. Oversæt jobopslaget til svensk og medtag gerne information om løn, arbejdstider, arbejdssted og transportmuligheder.
Når du har fundet den rette kandidat, skal vedkommende registreres korrekt i det danske system. Medarbejderen skal selv søge om skattekort og skattepersonnummer (cpr-nummer) hos Skat, dernæst bestille MitID, og oprette en NemKonto til løn.
Medarbejdere, som pendler fra Sverige til Danmark, ansættes efter almindelige danske regler på arbejdsmarkedsområdet. Når du aflønner en svensk medarbejder, skal du lønindberette på eIndkomst på samme måde, som du gør for danske medarbejdere. Vær opmærksom på, at ansatte, som er bosat i Sverige, har ret til at vælge at betale skat efter grænsegængerreglen. Du kan kontakte Øresunddirekt eller Skattestyrelsen ved spørgsmål herom.
Læs mere om beskatning efter grænsegængerreglerne
Når din nye medarbejder endelig skal starte, kan det være en god ide at være opmærksom på - og måske tage højde for – forskellige arbejdskulturer og forventninger. Svenske arbejdspladser har ofte en mere flad struktur og en mindre direkte og mere kompromissøgende samarbejdsfacon.
Hvis du er i tvivl om, hvordan du rekrutterer medarbejdere fra Sverige, kan du kontakte Øresunddirekt og få hjælp. Du kan også begynde med at læse vores guide herunder.
Læs hele vores guide til at rekruttere medarbejdere fra Sverige