Arbejdsmarkedspension i Sverige eller Danmark?
Her kan du læse om arbejdsmarkedspensionsvilkår for dine ansatte. Bemærk, at det har stor betydning, i hvilket land den ansatte bor, samt hvor arbejdet udføres.
I Sverige hedder arbejdsmarkedspension/firmapension "Tjänstepension" og er en fast del af lønpakken i Sverige. Mens mange, men ikke alle danske arbejdsgivere indbetaler til en firmapension i Danmark.
Vælg i nedenstående afsnit, om du vil læse mere om arbejdsmarkedspension for ansatte i Sverige eller Danmark.
I Sverige tjener 9 ud af 10 ansatte ind til tjänstepension, som er tilsvarende arbejdsmarkedspension og firmapension i Danmark. Det vil sige, at arbejdsgiveren på den ansattes vegne tegner en tjänstepension, som bygger på en aftale mellem fagforeningen og arbejdsgiveren om, at lønmodtageren modtager en vis del af lønnen som pension.
To typer tjänstepension
Der findes to typer tjänstepension: den præmieafhængige pension, som placeres i fonde eller traditionelle forsikringer, og hvor pensionens størrelse afhænger af udviklingen i disse, samt den fordelsafhængige pension som indebærer, at lønmodtageren modtager en vis procent af slutlønnen i pension.
Hvad skal jeg huske som arbejdsgiver?
Det kan være en god idé at informere dine danske ansatte om, at den svenske tjänstepension ofte reguleres kollektivt i forhandlinger mellem fagforening og arbejdsgivere. I Danmark er det ofte individuelt mellem arbejdsgiver og ansatte.
Ligesom det er tilfældet med den offentlige pension i Sverige, den allmänna pensionen, så optjener danske ansatte tjänstepension på samme vilkår som bosatte i Sverige - så længe de arbejder for en svensk arbejdsgiver.
I Danmark er der intet krav om, at arbejdsgiveren skal indbetale til en firmapension/arbejdsmarkedspension. Som arbejdsgiver i Danmark bør du derfor tage stilling til, hvorvidt du ønsker at tilbyde dine ansatte arbejdsmarkedspension eller ej.
Hvis du ikke ønsker at tilbyde pension, bør du informere dine ansatte, således at de selv kan oprette en privat pensionsopsparing.
De fleste arbejdsgivere tilbyder arbejdsmarkedspension
Selvom det er frivilligt, så vælger langt de fleste arbejdsgivere at tilbyde en pensionsaftale til sine ansatte. Det er almindeligt, at arbejdsgiveren i forbindelse med ansættelsen tilbyder en pensionsaftale til den nye medarbejder. Det betyder, at arbejdsgiveren hver måned - udover lønnen - betaler et fast pensionsbidrag til en pensionskasse.
Det er også almindeligt, at den ansatte selv indbetaler en vis procentdel af sin løn til pensionskassen. Et typisk eksempel er, at arbejdsgiveren betaler 10 % samtidig med, at den ansatte betaler 5 procent.
Hvad skal arbejdsgiveren gøre?
Firmapension/arbejdsmarkedspension anses som et meget vigtigt supplement til den danske folkepension. Ønsker virksomheden at tilbyde arbejdsmarkedspension til sine ansatte, så kan det være en god idé at kontakte PensionsInfo som en start. De kan tilbyde mere information om, hvordan man går til værks.
Hvis du som arbejdsgiver vælger ikke at tilbyde pension, så bør du huske at oplyse om dette i forbindelse med ansættelsen.
ATP Livslang pension
ATP står for Arbejdsmarkedets Tillægspension og finansieres af bidrag fra både arbejdsgivere og arbejdstagere.
Ordningen omfatter lønmodtagere fra 16 år og frem til den gældende folkepensionsalder, hvis de arbejder mindst 9 timer om ugen i gennemsnit.
ATP udbetales som et livsvarigt supplement til folkepensionen. Den maksimale årlige udbetaling er 25.800 kr. (2026) før skat. Det forudsætter fuldt ATP-bidrag fra 18 år og frem til den gældende folkepensionsalder. Har du indbetalt i en kortere periode, bliver pensionen tilsvarende lavere.
Virksomheder i Danmark med ansatte skal indbetale ATP – også hvis virksomheden er udenlandsk.
Arbejdsgiveren betaler 2/3 af bidraget, mens den ansatte betaler 1/3. Arbejdsgiveren trækker medarbejderens andel direkte fra lønnen.
På ATP’s hjemmeside kan du læse mere om satser, indbetaling og regler.
Fandt du denne information relevant?
Vil du uddybe dit svar?
Vi kan hjælpe dig
Du kan få omkostningsfri hjælp med dine spørgsmål omkring at etablere eller drive business på tværs af Øresund. Se nedenstående muligheder: