Mød Øresundsvejlederne: Kerstin Bergenäs
Hvis du overvejer at starte eller allerede driver virksomhed på tværs af Øresund, kan det være en fordel at få overblik over regler, muligheder og forskelle mellem Danmark og Sverige. Hos Øresundsvejledningen får du gratis vejledning fra erfarne rådgivere med indsigt i markederne på tværs af Øresund. I denne artikel kan du lære Øresundsvejleder Kerstin Bergenäs fra Nyföretagarcentrum Øresund bedre at kende og få indblik i, hvordan hun hjælper virksomheder på vej.

Med mere end 30 års erfaring fra Posten Sverige har Kerstin Bergenäs opbygget et stærkt fundament inden for ledelse og salg – særligt med fokus på logistik. Erfaringen fra erhvervslivet blev senere kombineret med en iværksætterrejse, da hun for over 20 år siden valgte at starte egen virksomhed. Her har hun arbejdet med at udvikle andre gennem undervisning i salg, ledelse og forhandling – et arbejde, der også har ført hende ud på det europæiske marked og givet hende et internationalt perspektiv.
Hvorfor valgte du at blive Øresundsvejleder?
Som Øresundsvejleder udspringer får Kerstin mulighed for at bringe mange års erfaring i spil på en ny måde. Da Nyföretagarcentrum Øresund efterspurgte erfarne rådgivere, blev det en mulighed for at støtte nye virksomheder med både viden og sparring. Samtidig gør tilknytningen til Øresunddirekt arbejdet særligt relevant, da Kerstin gennem sin karriere allerede har haft tæt kontakt med danske virksomheder og dermed kender dynamikken på tværs af sundet og har gode sproglige forudsætninger siden barnsben.
Hvad kendetegner Øresundsvejledningen?
En af styrkerne ved Øresundsvejledningen er, at virksomheder får adgang til samlet viden fra både Danmark og Sverige. Her møder man rådgivere fra forskellige myndigheder og organisationer, hvilket gør det muligt at få et helhedsorienteret overblik ét sted. For virksomheder betyder det, at mange spørgsmål kan afklares hurtigt – og hvis ikke, bliver de guidet videre til den rette information.
Øresundsvejledningen er det eneste sted, hvor man finder samlet viden fra begge sider af sundet.
Kerstin Bergenäs
Hvordan kan du hjælpe virksomheder, der vil etablere sig på den anden side af Øresund?
At etablere virksomhed i et nyt land kræver først og fremmest indsigt i de lokale regler. Især forskelle inden for skat og forsikring kan have stor betydning og kræver opmærksomhed tidligt i processen. Her handler rådgivningen i høj grad om at skabe struktur og overblik: fra de første overvejelser til konkrete værktøjer som forretningsplaner, handlingsplaner og budgetter.
Hvad er vigtigt at være opmærksom på – og hvilke risici er der?
En af de største udfordringer ved at starte virksomhed er risikoen for at træffe forkerte beslutninger – for eksempel investeringer, der ikke er tilstrækkeligt gennemtænkte. Samtidig kan forskellene i de danske og svenske skattesystemer være svære at gennemskue. Derfor er forberedelse afgørende, og det kan være en stor fordel at søge rådgivning tidligt i forløbet.
Forberedelse er nøglen – jo bedre du planlægger fra start, desto stærkere står din virksomhed.
Kerstin Bergenäs
Hvilke fordele er der ved at drive virksomhed i Øresundsregionen?
Øresundsregionen rummer betydelige muligheder for virksomheder, der ønsker at udvide deres marked. Virksomheder, som etablerer sig i det andet land, får adgang til nye kunder og et større marked, samtidig med at det er oplagt at drage fordel af nærheden. Med den rette vejledning kan mulighederne gøres konkrete og omsættes til vækst.
Hvad er værdien af Øresunddirekts tilbud?
En særlig fordel ved Øresundsvejledningen er, at den er gratis. Det kommer bag på mange virksomheder, hvor omfattende en sparring de kan få uden omkostninger. Samtidig viser erfaringen, at virksomheder, der opsøger vejledning, ofte står stærkere – både i opstartsfasen og på længere sigt.
Sådan booker du tid til Øresundsvejledningen
Læs mere om Øresundsvejledningen og book tid til et digitalt møde med Kerstin og de andre dygtige Øresundsvejledere.