GoBoat spreder sejlerglæde på begge sider af Sundet

GoBoat sejler med både turister og lokale på begge sider af Sundet. Målet er at give folk en god, tryg og hyggelig sejloplevelse på vandet sammen med venner – og måske endda give dem lyst til selv at blive sejlere. Goboat

Iværksætterne Anders Mørck, Kasper Eich-Romme og Carl Kai-Rand af GoBoat. 

Anders Mørck, Kasper Eich-Romme og Carl Kai-Rand, tre danske iværksættere med stor kærlighed til havet og lang sejlererfaring stiftede GoBoat i 2014. Målet var at dele deres kærlighed til havet med andre. ”Vi ville gerne dele den fantastiske oplevelse af frihed, stilhed og samvær videre til andre. Vi begyndte i Københavns havn, men da det vigtigste kriterie for GoBoat-konceptet er en havn og vand, var det jo oplagt også at starte GoBoat i Malmø. Og havn har de jo også i Stockholm, så dér har GoBoat været siden 2015,” fortæller Kasper Eich-Romme. 

Bæredygtigt koncept for sejlads

I det hele taget er det gået hurtigt for GoBoat. Kendskabet til konceptet er spredt som ringe i vandet, og GoBoat er hastigt på vej ind i flere havne.

Sverige er på mange måder et attraktivt marked for en virksomhed som GoBoat. ”Ikke alene er det et meget større marked end det danske, men betingelserne omkring vand og havnemiljøer er opfyldt rigtig mange steder i Sverige. Desuden passer vores koncept omkring bæredygtighed fint ind på det svenske marked. Strømmen til vores el-drevne både genereres af solenergi, bådene er bygget delvist af genbrugsmaterialer, og vi har desuden tiltag, der tilskynder gæsterne til at opføre sig bæredygtigt og rydde op efter sig,” fortæller Kasper Eich-Romme.

”Vores koncept skilte sig ud fra lignende koncepter på både det danske og svenske marked. Der er masser af turbåde men ingen, hvor du selv sejler båden og bestemmer ruten. Så vi ramte et hul i markedet. I opstartsfasen havde vi en god kontakt i det svenske firma Strömma. De vejledte os med hensyn til svenske regler og forhold,” siger Kasper Eich-Romme, ”Generelt er vores erfaring, at det er utrolig vigtigt med en lokal forankring. For os var Strömma en god støtte, men vi syntes også, det var vigtigt, at vi hurtigt fandt en kontakt i Sverige, der havde et stort netværk og vidste, hvad der rørte sig på fx de sociale medier”.

Kulturforskellen arbejder til GoBoats fordel

”Man kan næsten sige, at forskellene på det svenske og det danske marked har arbejdet til vores fordel. Sikkerheden er naturligvis i højsædet, når vi taler om sejlads. Og vi har aldrig haft nogen ulykker bl.a. fordi vi fra begyndelsen har haft stor fokus på sikkerhed. Det er noget, som svenskerne tænker mere over end danskerne. Vi lærte samtidig, at man skal være forsigtig med at bruge billeder af folk, der drikker alkohol i reklamer til det svenske marked. Hvilket jo hænger fint sammen med et højt sikkerhedsniveau,” siger Kasper Eich-Romme.

Tips til nystartere

Til andre nystarter på det svenske marked nævner Kasper nogle ting, han mener, er vigtige at forholde sig til:

  • Man skal derfor indstille sig på, at tingene tager lidt længere tid, end vi er vant til i Danmark. Som dansker kan man blive overrasket over, at svenskerne ikke er helt så kontante som os. Svenskerne er som regel mere velovervejede. Til gengæld er det mit indtryk, at konflikter løses nemmere blandt svenskere, hvor vi danskere tit har en tendens til at pege fingre ad hinanden.
  • Sørg at have lokal forankring. Vi fandt hurtigt ud af, at vi ikke kunne sidde herovre i København og ’mærke’, hvad der hittede i Stockholm. Så det er vigtigt at finde en lokal ildsjæl, der har fingeren på pulsen med hensyn til sociale medier og markedsføring og hurtigt kan identificere de kulturelle forskelle der kan gøre udslaget for succesen af produktet.
  • Det er desuden en rigtig god idé at sætte sig grundigt ind i de markedsforhold, der vedrører ens produkt. Vi havde fx ikke tillagt det nogen større betydning, at mange stockholmere selv har en båd, så dér er det primært turister, der lejer vores både. Det samme er jo slet ikke tilfældet i København. Her er det primært københavnere, der lejer bådene.

 

”Sverige er på alle måder et interessant marked for danskere. Vi har lært utrolig meget, som kan forberede os på at tage springet videre til andre markeder fx England. Sverige ligner Danmark – og så alligevel ikke. Det er de små forskelle, der har lært os, hvad vi skal være opmærksomme på, næste gang vi tager skridtet ind på et nyt marked,” siger Kasper Eich-Romme.

FACTS

GoBoat er etableret i 2014 af trekløveret, Anders Mørck, Kasper Eich-Romme og Carl Kai-Rand. Virksomheden har i dag fem fuldtidsmedarbejder hele året og 30 medarbejdere i højsæsonen. GoBoat designer selv sine både efter skandinavisk forbillede. Alle bådene er bygget af genbrugsmaterialer og er el-drevne primært på solenergi. GoBoat har pt. udlejning i København, Malmø og Stockholm og arbejder på at tage næste skridt, som er Aalborg og London.