Social sikring for selvstændige
Som selvstændig hører du som udgangspunkt under de samme regler for social sikring som lønmodtagere. Det vil sige at du er socialt sikret i det land, hvor du fysisk udfører dit arbejde. Men hvis du vælger at udføre en del af dit arbejde i Sverige, kan din sociale sikring ændre sig. Det afhænger af, i hvilket land du bor, og om det arbejde, du udfører i Sverige er en del af din selvstændige virksomhed eller om det foregår som lønmodtager.
Dansk selvstændig, der udfører arbejde i Sverige
Hvis du bor i Danmark og er oprettet som selvstændig erhvervsdrivende i Danmark, kan du godt udføre en del af dit fysiske arbejde i Sverige og stadig være socialt sikret i Danmark. Du skal ansøge om blanket A1, som du finder hos Pensionsstyrelsen. Blanketten fungerer som dokumentation overfor de svenske myndigheder på, at du er socialt sikret i Danmark.
Hvis du bor i Sverige flyttes den sociale sikring dog over til den svenske side. Dette gælder uanset om din virksomhed er oprettet i Danmark eller Sverige.
Dansk selvstændig, der samtidig har arbejde som lønmodtager i Sverige
Hvis du bor i Danmark, er oprettet som selvstændig erhvervsdrivende i Danmark, men samtidig er lønmodtager i en virksomhed i Sverige, skal du være socialt sikred i Sverige. Du kan dog være socialt sikred i bægge lande hvis du var i ovenstående situation inden den 1. maj 2010. Hvis du derimod er i samme situation, men bor i Sverige, er du kun socialt sikret i Sverige.
Yderligere information
Kontakt Pensionsstyrelsen for mere information om social sikring for selvstændige. Hvis du bor i Sverige, eller har planer om at flytte til Sverige, kan du kontakte Försäkringskassan for at høre mere om svensk social sikring.