Samtidigt arbejde i Danmark og Sverige
I hvilket land dine ansatte er socialt sikret afhænger af, hvor de fysisk udfører deres arbejde. Hovedreglen er, at ansatte er socialt sikret i arbejdslandet. Som arbejdsgiver skal du dog være opmærksom på, at hvis en ansat udfører arbejde i både Sverige og Danmark, bliver den sociale sikring flyttet over på bopælslandet. Dette har især betydning i situationer, hvor den medarbejder, der arbejder i to lande, bor i Sverige.
Svensk bosatte medarbejdere
En svensk bosat medarbejder er socialt sikret i Danmark så længe hun eller han udelukkende arbejder i Danmark. Men ved arbejde i begge lande bliver den sociale sikring flyttet over til bopælslandet. Situationen opstår for eksempel hvis medarbejderen skal arbejde hjemme mere end 25 procent af arbejdstiden, eller hvis hun eller han har et andet arbejde, som foregår i Sverige.
Hvis medarbejderens sociale sikring bliver flyttet over til Sverige indebærer det at du som dansk arbejdsgiver skal betale sociale afgifter i Sverige (omkring 23% af bruttolønnen).
Arbejde for samme arbejdsgiver
Hvis du har en svensk bosat medarbejder, som skal have mulighed for at arbejde i Sverige noget af tiden, for eksempel ved hjemmearbejde, betyder det at hun eller han arbejder i to lande, og at den sociale sikring som udgangspunkt bliver flyttet over til Sverige.
Hvis den ansatte arbejder mindre end 25 procent af tiden i bopælslandet, og det sker på regelmæssigt grundlag, skal han eller hun informere Försäkringskassan, som udfærdiger en blanket, der hedder A1.
Hvis den ansatte arbejder mere end 25 procent af tiden i bopælslandet, skal du som arbejdsgiver søge om dispensation hos Pensionsstyrelsen.Dermed undgår du at betale svenske arbejdsgiverafgifter for din ansatte. Du søger altså om dispensation fra reglen om at den ansattes sociale sikring flyttes fra arbejdslandet til bopælslandet ved arbejde i begge lande. Hvis Pensionsstyrelsen godkender dispensationen kan den ansatte fortsat være socialt sikret i Danmark.
Beslutninger om dispensation bliver truffet individuelt i hver sag af Pensionsstyrelsen. En forudsætning for dispensation er dog som regel at hovedparten af den ansattes arbejde foregår i Danmark.
Arbejde for forskellige arbejdsgivere
Hvis en svensk bosat medarbejder tager et bijob i Sverige ved siden af ansættelsen i din virksomhed, bliver du som dansk arbejdsgiver forpligtiget til at betale svensk arbejdsgiverafgift. For at undgå dette kan du lave en aftale med den ansatte, der fastslår at hun eller han selv skal indbetale den svenske arbejdsgiverafgift ved samtidigt arbejde i Sverige.
Hvis din virksomhed har indgået en sådan aftale med en ansat, kan hun eller han få fradrag for arbejdsgiverafgiften i sin danske selvangivelse. Både den danske Pensionsstyrelse, SKAT, det svenske Skatteverket og den svenske myndighed Försäkringskassan skal have at vide, at aftalen er indgået. Det svenske Skatteverket ikke kan indkræve arbejdsgiverafgift fra privatpersoner. Kontakte Försäkringskassan på Øresunddirekts Informationscenter i Malmø for yderligere information omkring dette. En anden mulighed er at indgå en aftale med medarbejderen om, at hun eller han ikke arbejder i Sverige så længe ansættelsen i din virksomhed varer.
Yderligere information
Kontakt Pensionsstyrelsen for mere information om dispensation ved hjemmearbejde. Kontakt SkatØresund for at få mere at vide om aftaler mellem arbejdsgivere og ansatte ved arbejde i to lande for forskellige arbejdsgivere. Kontakt Försäkringskassan på Øresunddirekts Informationscenter i Malmø for mere information omkring arbejde for forskellige arbejdsgivere. Dem kan du ringe til på +46 40 17 64 15.