Indblik

Hovedregler omkring social sikring

Grundlæggende siger reglerne om social sikring for øresundspendlere, at medarbejdere er socialt sikret i det land, hvor de arbejder. Arbejdslandet bliver defineret som det land, hvor de fysisk udfører sit arbejde – ikke det land, hvor virksomheden er ejet eller har hovedkontor.

Reglen – og undtagelsen
Medarbejdere, der udfører deres arbejde i Danmark bliver socialt sikret efter danske regler, og medarbejdere, der udfører deres arbejde i Sverige, bliver socialt sikret efter svenske regler. 

Der er dog en meget vigtig undtagelse. Hvis en ansat arbejder i begge lande, for to forskellige arbejdsgivere, bliver reglen om, at man er socialt sikret i arbejdslandet, sat ude af spil, og den ansatte bliver i stedet socialt sikret i bopælslandet.

Arbejde i to lande
Hvis den ansatte arbejder i begge lande for samme arbejdsgiver og har mindst 75 procent af sin arbejdstid i arbejdslandet, bliver den ansatte socialt forsikret der. Hvis den ansatte i stedet arbejder 75 procent eller mere i bopælslandet, bliver vedkommende socialt forsikret der.

Undtagelsen omkring arbejde i to lande er især vigtig for danske virksomheder. Hvis en svensk bosat medarbejder får sin sociale sikring overført til Sverige, vil den danske virksomhed nemlig blive tvunget til at betale sociale afgifter i Sverige (omkring 25 % af bruttolønnen).

Der er forskellige ting man som virksomhed kan gøre for at sikre sig mod at skulle betale svenske arbejdsgiverafgifter for svensk bosatte medarbejdere. Hvis den ansatte skal arbejde hjemme kan man søge om dispensation hos Sikringsstyrelsen. Hvis den ansatte skal arbejde i Sverige for en anden arbejdsgiver kan man lave en aftale med den ansatte om betaling af arbejdsgiverafgiften. Læs mere under ”Arbejde i to lande”.

Yderligere information
Artiklerne i dette afsnit handler om social sikring for øresundspendlere i forskellige situationer. Under situationen ”Arbejde i to lande” kan du læse mere om, hvordan du som virksomhed forholder dig til svensk bosatte medarbejdere, der arbejder i begge lande.