Punktafgifter
En punktafgift er enten en forbrugsafgift på visse varer eller en afgift, som opkræves af miljø- eller sundhedsmæssige grunde. Sverige har en lavere elafgift og en lavere registreringsafgift på biler end Danmark, men til gengæld højere afgifter på alkohol og drivmidler. Sverige har generelt færre punktafgifter end Danmark.
Skal din virksomhed betale?
Hvis din virksomhed ikke har fast driftssted i Sverige, skal der heller ikke betales punktafgifter, eller ”punktskatter”, i Sverige. Men ved indførsel af varer, der er pålagt punktafgifter, fra Sverige til Danmark, skal din virksomhed betale danske punktafgifter. De opgøres månedsvis og skal betales senest den 15. i næste måned. Vær opmærksom på at import af visse varer kræver at man er registreret som importør. Se også artiklen om told.
Afgiftspligtige produkter
Der er en række forskellige varer og produkter, der skal betales punktafgift af, hvis din virksomhed vil importere dem til Danmark, blandt andet:
• Spiritus, vin og øl
• Chokolade- og sukkervarer
• Emballage og bærerposer af plastik
• Energiafgifter (benzin, olie, gas, el m.fl.)
• Glødelamper og sikringer
• Kaffe og te
• Kuldioxid
• Råstoffer (sten, grus, sand m.v.)
• Vand
Den komplette liste kan ses på SKATs hjemmeside.
Yderligere information
Det er SKAT, der administrerer og indkræver punktafgifter i Danmark. Hos SKAT kan din virksomhed få flere oplysninger om punktafgifter.