Indblik

Allmän pension

En dansk ansat i en virksomhed i Sverige optjener svensk allmän pension - hvad der modsvarer den danske folkepension og ATP – på samme vilkår som svenske ansatte. Hvor meget pensionsbeløbet bliver, beror på den ansattes lønindkomstudvikling samt den samfundsøkonomiske udvikling. Når du som arbejdsgiver i Sverige rekrutterer danske medarbejdere, kan det være en god idé at informere dem om, hvordan det svenske pensionssystem er bygget op.

Den allmänna pensionen i Sverige er ganske forskellig fra dens modstykke i Danmark, folkepensionen. Den allmänna pensionen er beregnet ud fra livsindkomst, mens folkepension består af et fast beløb, som kun udbetales til fulde, hvis man har boet eller arbejdet 40 år i Danmark. I Sverige er det en specifik myndighed, som administrerer den allmänna pension, mens det i Danmark er kommunen, som står for folkepensionen.

Efterløn – kun i Danmark

I Danmark er der mulighed for at gå på efterløn, hvis man er mellem 60 og 65 år og vil forlade arbejdsmarkedet helt eller delvist. Dette er ikke muligt i Sverige. Som dansk medarbejder i Sverige kan det være vigtigt at vide, at man kan miste retten til efterløn, hvis man begynder at arbejde i Sverige. Det, som kræves for at man stadig kan få efterløn, er at man mindst ét år, inden man ansøger, er medlem af en dansk a-kasse og betale efterlønsbidrag til denne.

Hvor søger man om pension?

Når den ansatte skal på pension, ansøger man om pensionen i det land, hvor man bor – uanset om pensionen er optjent i Sverige eller Danmark. Pensionen udbetales og beskattes dog i det land, hvor man har optjent den.