Huskeliste til din svenske medarbejder
• En svensker der får ansættelse i en dansk virksomhed, skal have et dansk CPR-nummer. Det får han hos SkatØresund. Medarbejderen skal medbringe ID og den nye ansættelseskontrakt. Hos SkatØresund kan medarbejderen også få en forskudsopgørelse og et skattekort. Medarbejderen bør medbringe det seneste slutskattekort fra Sverige samt bankoplysninger (renter, udenlandske konti etc.)
• Den del af skattekortet der kaldes hovedkortet skal afleveres til arbejdsgiveren i god tid før første lønudbetaling. Hvis ikke skattekortet med oplysninger om medarbejderens skattefradrag er modtaget, trækker Skat automatisk 60 pct. af medarbejderens bruttoløn.
• Din svenske medarbejder bør kontakte Folkeregistret i den danske kommune, hvor arbejdspladsen ligger, for at få et særligt sundhedskort (i København: Folkeregistret på Dahlerupsgade 6). Det giver ret til samme sundhedsydelser som en dansk ansat. Medbring skattekort, ansættelsesbevis og pas. Kortet ska fornyes hvert år.
• Sidste skridt for din medarbejder er at tage kontakt med en dansk a-kasse og ansøge om overførsel dertil fra den svenske a-kasse. Man er uforsikret, hvis man bliver i den svenske a-kasse ved arbejde i Danmark. En pause i medlemskabet indebærer at man mister sin ret til dagpenge. Man skal først melde sig ud af den svenske a-kasse, når man har skriftlig bekræftelse på, at man er blevet medlem af en dansk a-kasse.
• Som svensker er man vant til at lønnen udbetales den 25.-27. i hver måned, mens det i Danmark oftest er den sidste i hver måned. For at din medarbejder skal kunne modtage pengene direkte, er det i dag muligt for alle grænsegangere at få en pendlerkonto hos de fleste store banker. Lønnen overføres til Sverige samme dag som den indbetales på den danske konto. På Øresunddirekts hjemmeside findes en liste over de banker, der har pendlerkonti.